Wilders vinder lokalvalg
10:31 - 4. marts
Geert Wilders og hans Frihedsparti går meget frem ved det hollandske kommunalvalg. Nu frygter mange parlaments-valget i juni.
Vælgerne i Holland har taget et kraftigt skridt til højre. De har sørget for, at politikeren Geert Wilders og hans parti Frihedspartiet vandt kommunalvalget. Frihedspartiet er et meget højreorienteret parti, der blandt andet går imod islam. Partiet er også meget nationalistisk.
Valget i de 394 kommuner i Holland er en strømpil for parlaments-valget. Det skal foregå i juni. Her står Frihedspartiet til at blive landets næst-største parti. Meningsmålingerne siger, at partiet får 24-27 mandater i underhuset. Her er der i alt 150 mandater.
22 procent stemte på Wilders parti
Frihedspartiet stillede kun op i to byer, nemlig Almere og Haag. Her klarede partiet sig nemlig bedst ved EU-parlamentsvalget i fjor.
Frihedspartiet fik ganske vist ikke 30 procent af stemmerne i de to byer. Alligevel er mange chokerede. For i Almere stemte næsten 22 procent af vælgerne på Frihedspartiet, mens det socialdemokratiske parti, PvdA, kun fik 18 procent af stemmerne.
Otte pladser i Haag
I Haag gik socialdemokraterne tilbage til ti mandater. Det betyder, at socialdemokraterne stadig er det største parti i rådhuset. Men Frihedspartiet kommer lige efter. Partiet fik otte mandater, og flytter hermed ind på rådhuset for første gang.
- Resultatet i Haag og Almere kan blive resultatet i hele landet. Det sagde Wilders, mens han jublede.
Parlaments-valg den 9. juni
For halvanden uge siden brød regeringen i Holland sammen. Det skete, fordi partierne i regeringen var uenige om indsatsen i Afghanistan. Derfor skal der være parlaments-valg den 9. juni.
Indtil da er Jan Peter Balkenende regerings-chef. Han er leder af det kristeligt demokratiske parti, CDA. Partiet gik tilbage ved valget.
sup@ritzau.dk
