Udland det seneste døgn
08:55 - 11. marts
Her kan du få et overblik over døgnets øvrige nyheder.
Palæstinenserne vil ikke forhandle med Israel
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, vil ikke møde op til nye freds-forhandlinger med Israel. Det siger chefen for Den Arabiske Liga, Amr Moussa. USA har ellers opfordret til, at de to parter starter nye, indirekte forhandlinger med USA som mægler.
Den Arabiske Liga mener, at Israel selv er skyld i den nye udvikling. Israel gav nemlig for nylig tilladelse til at bygge 1600 nye boliger til israelere i det arabiske Øst-jerusalem. Beslutningen er blevet skarpt kritiseret af flere lande, heriblandt Danmark.
Egyptens ledende imam er død
Lederen for sunni-muslimerne i Egypten, sheik Mohammed Sayed Tantawi, døde onsdag. Han døde under et besøg i Saudi-Arabien, hvor han deltog i en religiøs ceremoni. Han søde af et hjertetilfælde. Sheiken var både stor-imam i al-Azhar moskeen og leder af al-Azhar Universitetet i Kairo. Han blev udnævnt til begge poster i 1996 af Egyptens præsident. Sheiken vil blive begravet i muslimernes hellige by Medina i Saudi-Arabien. Her er profeten Muhammed også begravet.
Verdens rigeste mand er mexicaner
Erhvervs-magasinet Forbes har netop udråbt mexicaneren Carlos Slim som verdens rigeste person. Slim har tjent sine penge på tele-kommunikation. Han har en formue på godt 293 milliarder danske kroner. Dermed slår han Microsofts grundlægger, Bill Gates. Det er kun anden gang siden 1995, at Gates er blevet overhalet på førstepladsen blandt de rige.
Mangel på mad fører til protester i Haiti
Cirka 1,3 millioner haitianere mistede deres hjem efter jordskælvet i januar. Nu demonstrerer flere af de hjemløse haitianere, fordi de mangler mad. Onsdag blokerede de en vej i hovedstaden Port-au-Prince med sten og skraldespande. Det stoppede trafikken i en halv time, indtil haitiansk politi og franske FN-soldater ankom til stedet. Demonstranterne siger, at de ikke har modtaget fødevare-hjælp i flere uger.
Haitis præsident, René Preval, opfordrede mandag til at stoppe den udenlandske fødevare-hjælp til Haiti. Han vil undgå, at den skader Haitis økonomi.
20 år for pirat-angreb på dansk skib
Syv pirater har fået en fængsels-straf på 20 år ved en domstol i havnebyen Mombasa i Kenya. Piraterne forsøgte at kapre det danske fragtskib MV Powerful. Angrebet fandt sted i november 2008 i Aden-bugten mellem Somalia og Yemen. Et britisk flådeskib hjalp det danske skib. De syv somaliere blev derefter udleveret til myndighederne i Kenya.
Aden-bugten er hærget pirater, der kaprer fragtskibe og kræver løsepenge på flere millioner kroner.
Umuligt at ændre dødsdom over nordmænd
To norske lejesoldater, Tjostolv Moland og Joshua French, har nu siddet fængslet i 300 dage i DRCongo. De er begge blevet dømt til døden ved en militær-domstol for at dræbe en congolesisk chauffør. Og den dom kan ikke ændres, siger dommeren, oberst Jean Philippe Nkiama Matra, til den norske avis Dagbladet.
- Vi kan sende sagen tilbage til en ny behandling, eller vi kan stadfæste dommen, som den ligger nu. Men vi kan ikke gøre straffen mildere, siger dommeren til avisen.
Rygning mindsker Parkinsons syge
Rygning mindsker risikoen for at få Parkinsons syge. Det viser en ny amerikansk undersøgelse. Undersøgelsen omfatter mere end 300.000 mennesker. Men det skal ikke ses som en opfordring til at begynde at ryge. Det fastslår forskerne bag undersøgelsen.
ligetil@ritzau.dk
