Hollywood-stjerne bliver æres-doktor
13:09 - 9. marts
Michael J. Fox har i alt skaffet op mod en milliard kroner til forskning i Parkinsons Sygdom. Nu gør Karolinska ham til æresdoktor.
De fleste kender nok skuespilleren Michael J. Fox fra filmene "Tilbage til fremtiden" eller tv-serien "Blomsterbørns børn".
Men i de senere år er Michael J. Fox mest kendt for sit oplysnings-arbejde om sygdommen Parkinsons Syge. Det er en sygdom, han selv lider af.
Ærestitel fra Karolinska
På fredag bliver Michael J. Fox hædret med en titel som æresdoktor i medicin. Det oplyser BBC.
Det er det svenske Karolinska institut, som står bag udnævnelsen. Karolinska vil hædre Fox for hans store arbejde mod sygdommen.
Det er i øvrigt også Karolinska instituttet, der hvert år uddeler Nobel-prisen i medicin.
Syg i 1991
Michael J. Fox fik Parkinson-diagnosen i 1991. Det var året efter han indspillede den tredje og sidste film i serien "Tilbage til fremtiden".
Siden har Michael J. Fox haft travlt med at rejse penge til forskning og oplysning om sygdommen. Han har i alt skaffet næsten en milliard kroner til forskning og oplysning.
Mangler dopamin
Man får Parkinsons, fordi man mangler signal-stoffet dopamin i hjernen. Sygdommen betyder, at man ryster og får stive muskler.
Trods sygdommen har Michael J. Fox fortsat sit arbejde som skuespiller. Frem til 2001 spillede han hovedrollen i tv-serien "Spin City." Serien handlede om livet på rådhuset i New York.
sup@ritzau.dk
