Dobbelt dansk sejr i badminton
10:39 - 22. februar
Mændene vandt finalen over Polen, og kvinderne vandt over Rusland. Dermed sikrede Danmark sig i weekenden to guld-medaljer ved EM i badminton for hold.
De danske landshold i badminton vender hjem fra EM i Polen med to guld-medaljer.
I tre korte kampe søndag eftermiddag vandt Danmarks herre-landshold finalen med 3-0 over værterne fra Polen.
Peter Gade tog første stik, da han slog Przemyslaw Wacha i to sæt med cifrene 21-16, 21-17. Derefter vandt Mathias Boe og Carsten Mogensen finalens første double-kamp. Og til sidst vandt Jan Ø. Jørgensen på bare 27 minutter over Hubert Paczek 21-14, 21-13.
Dermed skulle resten af det danske landshold ikke i kamp.
Et tæt opgør hos kvinderne
Tidligere søndag forsvarede de danske kvinder det EM-guld, som holdet vandt i 2008. Det skete med en 3-2-sejr over Rusland i finalen.
Det blev dog en tættere finale end ventet. Tine Rasmussen bragte Danmark på 1-0 i det første opgør i single. Men russerne vandt de to øvrige single-kampe over Camilla Sørensen og Karina Jørgensen, og så var stillingen 2-1 til russerne.
De to danske dame-doubler hev dog den samlede sejr i land. Først vandt Kamilla Rytter Juhl og Lena Frier Kristiansen deres opgør. Derefter sikrede Helle Nielsen og Marie Røpke EM-guldet med en sejr i deres double.
Begge hold er med ved VM
De danske EM-sejre betyder samtidig, at begge landshold har kvalificeret sig til VM. det finder sted i Malaysia til maj.
ust@ritzau.dk
