Løkke skuffer vælgerne
15:00 - 8. februar
Hver fjerde vælger er skuffet over Lars Løkke Rasmussen. Danskerne vil hellere have Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
Hver fjerde vælger er skuffet over Lars Løkke Rasmussen (V). De synes, han har klaret sig dårligt som statsminister. Det viser en ny måling, som Catinét har lavet for Ritzau.
Meningsmålingen viser, at 45 procent foretrækker Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som statsminister. Mens 41 procent foretrækker Løkke som statsminister.
Kvinder vil have Thorning - mænd vil have Løkke
Tallene er stort set de samme som en meningsmåling fra september. Dengang foretrak næsten 47 procent Helle Thorning-Schmidt, mens 42 procent foretrak Lars Løkke Rasmussen.
Det er især kvinderne, der vil se Thorning-Schmidt som statsminister. Det ønsker næsten 50 procent af kvinderne, mens 35 procent vil have Lars Løkke Rasmussen på posten. Omvendt vil de fleste mænd hellere have Løkke end Thorning som statsminister.
Flertal for rokade
55 procent af vælgerne mener i øvrigt, at Lars Løkke Rasmussen skal danne en ny regering med nye ministre i løbet af foråret. Danskerne ønsker en regerings-rokade.
sup@ritzau.dk
