Indland det seneste døgn
09:41 - 4. marts
Her kan du få et overblik over døgnets øvrige nyheder.
Stort våben-lager i en kælder i Gentofte
Onsdag aften fandt politiet sprængfarlige våben i en boligblok i området ved ungdomsboligerne i Gentofte. Alle beboerne blev evakueret.
- Det er beboere, som har bedt os se på kælderen. Og nu har vi fundet 14 skydevåben, ammunition, håndgranater og en kasse, der kunne være en bombe. Det lå i et kælderrum, fortæller Henrik Svind. Han er leder af Københavns Politis bande-enhed.
Hærens bombe-ryddere mente, at det var for farligt at flytte kassen. I stedet uskadeliggjorde de kassen på stedet. Ejeren af kælderrummet er en yngre mand. Han er nu anholdt.
Mistænkt rumæner er stadig i Malmø
Den 58-årige rumæner Marian Clita er mistænkt for at have dræbt en 42-årige årig norsk stewardesse. Hun blev dræbt tirsdag aften på et hotel på Amager.
Rumæneren blev efterlyst med navn og billede af det danske politi. Onsdag dukkede han op i Malmø. Her meldte han sig selv til politiet. Han sagde, at han havde dræbt en kvinde i Danmark.
Lige siden har det danske politi forsøgt at få rumæneren til Danmark. Men det er ikke lykkes endnu.
Kun én dansker er nu savnet i Chile
Kun én dansker er stadig ikke fundet efter jordskælvet i Chile. Det fortæller den danske ambassadør, Kim Højlund Christensen. Ambassaden har nu sat alt ind på at finde den sidste savnede dansker.
- Vi har nogle spor at gå efter. De er ikke så konkrete, som de andre spor, vi har haft. Men vi har da noget at gå efter, siger Kim Højlund Christensen.
71-årig dansker druknet på Gran Canaria
Den 71-årige Sven Erik Corell Petersen er druknet under en ferie på Gran Canaria. Han var sammen med sin tidligere kone.
Ifølge den tidligere kone svømmede han for langt ud og blev taget af nogle store bølger, mens hun så på det. Derefter druknede han. Det fortæller den 71-åriges søn, Søren Corell Petersen til Ritzau.
Stor forsinkelse i drabssag fra Aabenraa
Politiet indrømmer, at de har begået fejl i sagen om en 58-årig kvindes død i Aabenraa. Kvinden døde sidste sommer. Kvindens søn blev i februar anholdt og sigtet for drabet på hende. Han blev også sigtet for at have afleveret en pakke med en bombe ved sin fars hjem.
Kvinden blev fundet død i sin lejlighed omkring midnat den 11. august af et familiemedlem. Der var visse tegn på vold. Alligevel blev sagen ikke betragtet som en forbrydelse de første måneder. Først i december blev rutinerede efterforskere sat på sagen. Nu skal statsadvokaten vurdere, om der er sket fejl. Det fortæller politiinspektør Kaj Nielsen.
Ny strid om vandmiljøet
Regeringen får kritik for at være alt for langsom med at rette op på vandmiljøet i landets åer og søer. Vandmiljøet er stadig alt for dårligt. Sådan lyder status fra 200 af landets ferskvands-biologer. De får støtte fra Danmarks Naturfrednings-forening og oppositionen. Men det kan ikke gøres hurtigere, siger Eyvind Vesselbo. Han er Venstres miljøordfører.
Ifølge forskerne vil det tage mange år og koste mange penge at gøre vandmiljøet acceptabelt.
Ingen rekord-gevinst i Onsdags Lotto
Onsdag aften kunne man vinde 75 millioner kroner, hvis man havde den rigtige Lotto-kupon. Det var der ingen dansker, der havde. En enkelt nordmand vandt dog 24,8 millioner kroner.
Den såkaldte super-pulje på 53 millioner kroner blev ikke udløst. Det betyder, at der også er mange penge på spil i næste uge. Førstepræmie-puljen næste onsdag er på omkring 65 millioner kroner.
Man kan vinde den store gevinst, hvis det ekstra supertal er blandt de seks vindertal.
sup@ritzau.dk
